Jeg har altid v�ret rigtig glad for dyr.

Det f�rste levende v�sen jeg fik som 10 �rig, var en kanariefugl, som blev temmelig gammel. Den endte  sine dage brat, da den blev �dt af katten, som f�lte sig temmelig godt hjemme i vores hyggelige kolonihave.

Det var en dag, da det lynede og tordnede, og regnen trommede s� kraftigt p� taget, at kanariefuglen som stod i vindues karnmen, blev bange og baskede vildt med vingerne inde i buret. Min mor syntes det var synd for den og satte fugleburet ned p� gulvet.

Katten, som lige havde f�et stegt fl�sk af min mor, sad og slikkede sine poter efter m�ltidet og kom s� i tanker om at s�dan en lille fugl egnede sig godt som dessert. Hvordan den fandt ud af at �bne buret er den dag i dag stadig en g�de for mig, men pludselig s� vi at katten str�g i en vis fart ud af stuen og ud i haven med den lille gule fugl i munden. Selv om jeg l�b ud og jagtede katten, var fuglen ikke til at redde.

Ved n�rmere eftertanke t�nkte vi, at det m�ske var en n�dig d�d min kanariefugl fik, for den var allerede temmelig gammel.

Engang havde jeg ogs� en tam gr�spurv, som hed Kr�lle. Jeg fandt ham i k�ldergangen, en meget varm for�rsdag da jeg var nede med skraldespanden for min mor. Han sad og gispede efter vejret, m�ske fordi han var t�rstig t�nkte jeg. S� jeg gik op og fortalte det til min mor og jeg fik en sk�l vand med ned til ham. Det hjalp ikke meget, s� jeg tog ham med op til min mor.

Mor indrettede en bolig til ham i en skot�js�ske, med en franskbr�ds skorpe lidt fuglefr� og lidt havregryn. Det viste sig at han sikkert var blevet smidt ud af reden fordi han havde kr�llede fjer. Og han ville kun spise n�r han blev madet ud af vore munde. Han var en rigtig dejlig og fuldst�ndig tam gr�spurv.

Stella og jeg havde ham med ned i g�rden, n�r vi legede. S� satte vi ham ind p� den indhegnede gr�spl�ne, s� han kunne g� p� opdagelse derinde. N�r vi skulle op, kaldte vi bare: Kr�lle, og s� kom han hoppende henover gr�sset og vi kunne tage ham op p� fingeren.

N�r min mor skulle over i Ismejeriet, havde hun ham p� skulderen. Det n�d b�de min mor og Kr�lle. Og det vakte stor opsigt blandt de andre kunder.

S�dan hengik en god uges tid. Pinsemorgen ved 5 tiden, v�gnede jeg ved at Kr�lle sad og hakkede p� mine l�ber. Jeg stod op og tyggede p� lidt fraksbr�d og fodrede ham med det. Da han var m�t, satte jeg han op i hans skot�js�ske og lagde mig ned for at sove videre.

Det var pinsemorgen og solen skinnede s� smukt og familien var ved at g�re klar til vores s�ndagstur ud i det fri. Mem hvor var Kr�lle? Han var ikke til finde nogen steder.

Da jeg rejste mig fra sengen, var Kr�lle der i sengen flad som en pandekage. Han havde �benbart hoppet ned til mig i sengen igen for at f� mad, uden jeg havde opdaget det. S� m� jeg have vendt mig om ligget ham flad.

Det var s� s�rgerligt, hele familien gr�d, og� min far, men sket var sket og det var ikke til at �ndre. Og det var noget jeg har m�tte leve med resten af mit liv